En pædagogisk fortælling – Konflikt på Solhøj Aktivitetscenter

Det er tirsdag d. 8. august og der bliver ladet op til endnu en dag på Solhøj Aktivitetscenter i Esbjerg. Det ser umiddelbart ud til at blive en ganske normal morgen, hvor Magrethe, en fast vikar på Solhøj aktivitetscenter, skal vikariere sammen med Susanne en af de faste pædagoger på stedet. Magrethe er en 56 årig vikar og uddannet socialpædagog, som har været længe undervejs. Hun starter gerne morgenen med en stor kop kaffe på vej til arbejde. Magrethe går gerne i striktrøje hele året rundt, hvis muligt, og er kendt for sine store og unikke sorte briller. Men Magrethe erfarer denne dag, da hun møder på Solhøj, at Susanne er syg, og at hun i dag skal arbejde med en ny vikar, Marianne, som har sin første gang på Solhøj. Marianne er endnu ikke uddannet pædagog, men har valgt at få et fritidsjob i et vikarbureau, for at få noget ekstra erhvervserfaring. Hun er en ung pige på kun 24 år, høj og slank med lyst hår, og er generelt meget kreativ, specielt hvad angår strikning.

En dag på Solhøj er præget af aktivitet og kreativitet. Her er plads til alle, og der kommer cirka 20-25 borgere fra Esbjerg kommune og omegn om dagen. Solhøj ligger et stykke udenfor Esbjerg, med udsigt over å og marker, hvor den landelige luft sætter sit præg. Aktivitetscenteret har plads i nogle gamle bygninger, med lavt til loftet, som længe tilbage har fungeret som skole for udviklingshæmmede børn og unge(dengang kaldt åndssvage). Det er et aktivitetscenter for udviklingshæmmede, med forskel i udviklingsniveauet. Afdelingen hvor Marianne denne morgen møder ind, har de bedst fungerende borgere der, som udgangspunkt er i stand til at klare sig selv. Her findes kreative værksteder, som summer af aktivitet, med strikning, maling af bl.a. træbiler, syning, keramik, filtning og andre kreative aktiviteter, som primært bliver solgt i deres lille lokale butik, der sælges til familie, venner og andre nysgerrige, og overskuddet går til den årlige julefrokost for borgerne og andet personale. Fysiske aktiviteter er også en stor del af Solhøj, som bl.a. har deres egen gymnastiksal og sanserum, der bliver brugt flittigt og jævnligt. Udover de faste planlagte aktiviteter, er borgerne også i stor grad selv med til at bestemme hvad der skal foregå på de enkelte dage, og hvilke projekter de ønsker at arbejde med, enten på enehånd, eller i samarbejde med andre pædagoger og borgere.

Klokken er 8 en tirsdag morgen i august, det er en dejlig sensommer dag, og solen er allerede godt fremme selvom det er tidligt på morgen. Kim står sammen med tre andre borgere, og en af de ansatte pædagoger på bostedet Bamsebo, og venter på den daglige bus til Solhøj aktivitetscenter. Kim har grundet weekend og en fridag mandag ikke været på aktivitetscenteret i et par dage. Det er tydligt at se, at han glæder sig og er meget spændt, for i dag skal han nemlig male videre på hans lastbilsprojekt, hvilket er en af Kims helt store fritidsinteresser. Kim er generelt en meget positivt og livsglad person, med kreative hænder og hovedet fuld af ideer. Han har i mange år haft en kæreste, en beboer på samme bosted, som er 54 år og dermed en del ældre end Kim på 47 år. Selvom Kim normalt er en rigtig glad person, har han til tider problemer med at styre sit temperament, bliver opfarende og udadreagerende. Det sker ved helt små ting, f.eks. hvis folk siger noget forkert til ham, eller om hans kæreste, eller at tingene ikke er som de plejer at være.

Marianne står og laver kaffe, klokken er blevet lige knap kvart i 10, og de fleste borgere har efterhånden indfundet sig på Solhøj, kun et par stykker er manglende. Borgerne har samlet sig inde i fællesstuen om det store runde bord. Solen skinner ind gennem de tre store bondegårdsvinduer og oplyser det ellers i forvejen hyggelige og meget lyse rum. Duften af kaffe har spredt sig til resten af huset, og de sidste borgere indfinder sig ved kaffebordet, hvoraf Inger, en fast deltagende gennem adskillelige år, er en af dem. Med i hænderne har Inger sit elskede strikketøj, som hun altid har med på Solhøj. Hendes allerstørste lidenskab er at strikke, og selvom Inger er en indadvendt person, er det noget af det der kan løsne lidt op hos hende. Inger sætter sig hurtigt på en af de nærmest stole, hun har generelt meget svært ved at gå og medbringer altid en rollator hvor end hun går hen. Marianne hælder hurtigt noget kaffe op til de nyankommne borgere, alt imens Magrethe tager i mod den sidste af dagens deltagende, Kim. Der går ikke længe før Marianne lægger mærke til Ingers strikketøj, og snakke går løs. De beslutter i fællesskab at starte et mindre projekt, hvor Inger skal strikke små Cirkelline-dukker til deres lille lokale butik. Marianne fører Inger hen til en stol ved vinduet inde i kreativitetslokalet ved siden af kaffestuen. Her er udsigt til de omkringliggende marker og godt med lys, så Inger bedre kan se at strikke.

Kim er lige blevet færdig med at drikke sin kaffe, i dag har han fået hele to kopper, så han er frisk og klar til at male videre på hans lastbilprojekt. Magrethe fortæller Kim, at han bare skal gå ind i kreativitetslokalet, så skal hun nok rydde af bordet for ham. Men inde i lokalet får Kim hurtigt øje på, at tingene ikke er som de plejer at være. Hans faste plads ved vinduet, med udsigt udover de omkringliggende marker, er i dag ikke tom, for her sidder Inger og er i gang med at strikke. Kim bliver straks meget hidsig, farven i hans ansigt ændres drastisk. Han begynder at råbe og går hen imod Inger, som stadig er uvidende om den situation hun befinder sig midt i. Kim griber hårdt fat i Ingers arm og begynder at råbe hende direkte ind i hovedet, på en lidt uforstående måde, at det er hans faste plads. Inger er først lammet af chokket over Kims udadreagerende opførsel, men griber hurtigt til sin ene strikkepind og forsøger at ramme Kim. Marianne udløser straks et skrig og forsørger at gribe fast i Kim, og tage ham væk fra Inger. Magrethe kommer farende ind fra kaffestuen, og de to vikarer får Kim væk fra Inger og holder ham fast i forsøget på at berolige ham. 

Ekstern skriftlighed - til med kollegaer

Til med kollegaer: Vores forløb med fortællinger som redskab i det pædagogiske arbejde

Som i ved har vi arbejdet med fortællinger på blå stue over den sidste periode, med fokus på allerede eksisterende fortællinger og selvproducerende fortællinger. Vi har udviklet et fortællerum indeholdende adskillelige møbler, et lille bibliotek og anlæg til stemningsfuldt musik, der skulle berolige og stimulere børnenes kreative og sproglige udfoldelse. Vores formål med forløbet har været, at børnene fik gode oplevelser igennem træning i at lytte, i at skabe læselyst, sprogstimulering og integration af vores tosprogede børn. Vi har startet forløbet på baggrund af spædbarnsforsker Daniel Sterns påvisning: ”Fra ca. 3 år kan man tal om, at barnet udvikler et fortællende selv”. Identitet er blevet et spørgsmål om at kende sig selv igennem andre. Vi skabes og forandres hele tiden i relationer til andre mennesker, og det er vores handling og talehandlinger der gør os til dem vi er, og vi har derfor fundet fortællinger som redskab aktuelt i udviklingen af det fortællende selv og identiteten hos barnet. Som pædagoger har vi også gennemgået en central udvikling. Vi har bl.a. udviklet en stabil form for fortællekompetence og fået et mere dybdegående indblik i fortællingens(som redskab) verden. Vi kan varmt anbefale andre stuer(og institutioner) at køre lignende forløb. 

M.v.h. Pædagogerne Koglevejens børnehave – blå stue

Intern skriftlighed - til forældre

Det seneste forløb på blå stue – fortællinger

Vi har i den seneste periode arbejdet med fortællerværksted. Vi har lavet et specielt rum i børnehaven, som i nok at set, hvor vi har dannet en hyggelig atmosfære, med et bibliotek, møbler og bløde sækkestole og en central fortællerstol, hvor fortælleren har skiftes til at sidde og fremføre sin fortælling. Vi har først arbejdet med allerede eksisterende fortællinger, der er blevet fortalt af os pædagoger, hvorigennem børnene har fået lov til at være lyttende. I forlængelse at dette har børnene ved hjælp af egne tegninger fået lov til at udtrykke sig og skabe deres egen fortælling, alt imens at stille og afslappende musik har kørt i baggrunden. Vi har forsøget at danne et drømmende eventyr rum hvor børnene rigtig har fået mulighed for at udfolde sig kreativt og sprogligt. Børnenes eventyr er ligeledes over hele forløbet blevet dramatiseret, hvor børnene har været en aktiv og fremførende del af fortællingen. Projektet har mundet ud i en tur til det lokale bibliotek hvor deres fortællinger/tegninger er blevet udstillet, og vil være at finde den næste måneds tid.

M.v.h. pædagogerne Koglevejens børnehave – blå stue 

Nogle brikker af flytte med...

Brikker - råstof til fortællingen, skriftliggjort 

Brik 1: Kontekst 
Aktivitetscenter - dagtilbud til udviklingshæmmede

Sanseindtryk:
*Godt vejr, solskin
*Landelig luft
*Kaffeduft
*Gamle bygninger - lavt til loftet
*Værksted summene af aktivitet
*Meget lyse lokaler - indbydende miljø - hyggelig atmosfære

Brik 2: Persongalleri
2 brugere og 2 voksne (pædagoger)

Magrethe (fast vikar på stedet)
*56 år
*Arbejder for et vikarbureau
*Udannet socialepædagog
*Mørkhåret(lidt grå)
*Briller
*Går meget i striktrøje
*Lidt buttet, ikke så høj
*Stor kaffedrikker

Marianne(Ny vikar på stedet)
*Under uddannelse som pædagog
*Høj og slank
*24 år
*Lyst hår
*En lille smule usikker på om pædagogfaget er det hun vil
*Kreativ: strikker til hverdag

Inger(borger på aktivitetscenteret)
*Glad for at strikke
*Elsker kage og kaffe
*Går med rollator - er dårligt gående
*56 år
*Indelukket
*Boet på bosted det meste af sit liv

Kim(borger på stedet - hovedperson)
*47 år
*Glad og positiv
*Til tider udad reagerende
*Lidt tosset
*Pjattet med lastbiler
*Følsom

Brik 3: Relationer personerne imellem 
Marianne har hverken formelle eller uformelle relationer til bogerene eller Magrethe, da hun er helt ny vikar på stedet.

Magrethe, som har været fast vikar på aktivitetscenteret i to år, har gode relationer til borgerne, og har et specielt indblik i Kims udad reagerende opførsel.

Kim har kendskab til Magrethe, da hun er kommet som vikar på stedet gennem to år. Han er tryk ved hende, og syntes at hun fungere som en god støtte for ham. Til Inger har han ingen specielle relationer, de har haft et par samtaler, men derudover er deres eneste relation til hinanden at de er deltagende i det sammen dagtilbud.

Inger har et godt øje til Kim, og finder ham fascinerende. Til Magrethe har hun ingen specielle relationer, udover at det er en pædagog på stedet som hjælper og støtter hende. Til Marianne danner hun hurtigt, på denne hendes første dag som vikar, en god relation til. Marianne vil starte et projekt op med hende, og på den måde arbejde med hendes indelukkethed.

Brik 4: Udløsning af den pædagogiske konflikt/problemstilling 

*Marianne har placeret Inger på den plads der normalt tilhører Kim, fordi de sammen skal i gang med et strikkeprojekt
*Marianne er ikke klar over, at der i aktivitetscenteret er faste pladser 

Brik 5: Konflikten ekskalerer 

*Tingene er ikke som de plejer, Kim bliver temperamentsfuld og fare op

*Inger gør i igen med strikkepinde

*Der skabes et pædagogisk dilemma 

En fortælling

I børnehaven x er der et barn som skilder sig særligt ud, han forstår ikke, at han er inkluderet når pædagogerne f.eks. fortæller børnene at de skal udenfor, så i stedet bliver han bare indenfor og kigger videre i sin pirat bog. Og da det tilsyneladende ikke skyldes, at han bare vil være på tværs konstaterer man efter nærmere undersøgelser at drengen har manglende social forståelse for nogle grundlæggende ting. Han får efter nærmere observation og vurdering fra pædagogerne konstateret syndromet aspergers

 Forældrene bliver underrettet og vælger, at de vil se tiden an. Drengen lukker sig mere og mere ind i sin egen verden, og det er begrænset hvor meget han leger med de andre børn, og når han endelig gør, er det højest et barn af gangen. Alt over en person bliver for uoverskueligt for drengen og man beslutter, at han skal have en støttepædagog som skal holde særligt opsyn med ham, samt fungere som en særlig kontaktperson.

Da drengen bliver for gammel til at blive i børnehaven opstår der stor diskussion imellem forældre og pædagoger om hvorvidt drengen vil kunne kapere at starte i en ganske almindelig folkeskole, grundet sin manglende sociale forståelse af omverden, samt de vanskeligheder der kunne opstå med folkeskoleniveauet. Men på trods af drengen situation vælger forældrene, at han skal starte i en almindelig folkeskole i en almindelig klasse, og det viser sig at han med hjælp fra en støttepædagog også kan følge med, så længe han får ekstra hjælp, og i sidste ende falder han også til i sin klasse og lærer at håndterer sit syndrom på en sund måde.

.

Min Fortælling

Min søn Mathias har i en periode haft svært ved at blive afleveret i børnehaven pga. han har sprog problemer og det giver ham svært ved at komme ind i de andres lege pga. de ikke forstår hvad han siger og han af og til skubber de andre eller tager deres hånd fordi han vil vise dem hvad han mener eller blev frustreret over de ikke forstod ham og på den måde legede de en helt andet leg end ham. Pædagogen i børnehaven blev opmærksom på dette, og Mathias blev hurtigt indstillet til taleundervisning, men da dette kan være et langt forløb. Skulle han også hjælpes med det sociale så vi lavede en aftale om, at når vi afleverede ham om morgenen skulle vi hjælpe ham i gang med en leg, ved at hjælpe ham med at spørge de andre børn om han måtte være med eller at vi sikrede han kom med i den aktivitet pædagogen var i gang med, så hjalp hun ham ind i legen ved selv at være med lidt, så hun kunne sige højt hvad han sade til de andre børn så de forstod ham og han på den måde følte han var en del af legen og fællesskabet.

En pædagogisk fortælling - Konflikt i børnehaven

Jeg er hverken erfaren eller har nogen form for pædagogisk erhvervserfaring, er ny udsprunget student og ung i både krop og sind, men jeg har alligevel en pædagogisk oplevelse/konflikt jeg ønsker at dele om måske inspirere med. 

Længe før jeg fandt ud af at pædagogfaget var det jeg ville, var jeg i 2009 i skolepraktik i en børnehave. En børnehave smækket med muligheder for udvikling af børn i alderen 3-5. Det lå i en del af byen hvor også børn med anden etnisk baggrund udgjorde en pæn del af beboerne.

Allerede på min første praktikdag lå jeg mærke specielt mærke til en tyrktisk dreng på godt 4 år, hvis relationer til de andre børn, men sågar også de voksne, syntes mistænksom. Jeg fandt hurtigt ud af at der på dette barn blev set med helt bestemte briller. Han var en meget aktiv, men desværre også utrolig udadreagerende dreng, hvilket, efter min mening, var med til at nedsætte muligheden for gode relationer til de andre børn. Men også en andel af de voksne tog afsted og veg væk fra barnet, hvilket tydeligt påvirket ham. Han sad meget for sig selv, mest henne ved gyngerne, og kunne ikke finde ud af hvordan han skulle agere i leg med de andre børn.

På anden dagen i min praktikperiode tog jeg kontakt til en af de arbejdende pædagoger på stuen. Hun forklarede mig at de gennem hele hans tid i børnehaven havde haft gentagende konflikter både i forbindelse med ham, men dog også hans forældre. Hun forklarede dog også, at der specielt var en voksen som havde det ekstra svært ved barnet, og ikke var i stand til at skjule sin afsky overfor ham.

Jeg så meget hurtigt muligheden for at være en medvirkende faktor til udvikling og forandring for barnet, så jeg tog kontakten. De viste sig, at barnet bag denne facade af aggressivitet og manglende kontakt til de andre børn, var en sød og utrolig livsglad dreng. Jeg fik i mit praktikforløb gode relationer til denne dreng, og forsøget at skabe underholdning og aktiviteter der kunne berolige ham. Jeg foretog blandt andet højtoplæsning for ham og et par andre børn, dog ikke for mange, da han havde svært ved at forholde sig til mange børn ad gangen.

Jeg ved ikke hvordan det sidenhen er gået med dette barn, men jeg er i hvert fald utrolig glad for at jeg kunne være med til at gøre bare en lille forskel, som jeg kunne mærke virkede på barnet. Det er utroligt vigtigt at skabe disse relationer til barnet, men også at forsøge at inkludere han/hun hvis denne ikke selv er i stand til dette.