En pædagogisk fortælling – Konflikt på Solhøj Aktivitetscenter

Det er tirsdag d. 8. august og der bliver ladet op til endnu en dag på Solhøj Aktivitetscenter i Esbjerg. Det ser umiddelbart ud til at blive en ganske normal morgen, hvor Magrethe, en fast vikar på Solhøj aktivitetscenter, skal vikariere sammen med Susanne en af de faste pædagoger på stedet. Magrethe er en 56 årig vikar og uddannet socialpædagog, som har været længe undervejs. Hun starter gerne morgenen med en stor kop kaffe på vej til arbejde. Magrethe går gerne i striktrøje hele året rundt, hvis muligt, og er kendt for sine store og unikke sorte briller. Men Magrethe erfarer denne dag, da hun møder på Solhøj, at Susanne er syg, og at hun i dag skal arbejde med en ny vikar, Marianne, som har sin første gang på Solhøj. Marianne er endnu ikke uddannet pædagog, men har valgt at få et fritidsjob i et vikarbureau, for at få noget ekstra erhvervserfaring. Hun er en ung pige på kun 24 år, høj og slank med lyst hår, og er generelt meget kreativ, specielt hvad angår strikning.

En dag på Solhøj er præget af aktivitet og kreativitet. Her er plads til alle, og der kommer cirka 20-25 borgere fra Esbjerg kommune og omegn om dagen. Solhøj ligger et stykke udenfor Esbjerg, med udsigt over å og marker, hvor den landelige luft sætter sit præg. Aktivitetscenteret har plads i nogle gamle bygninger, med lavt til loftet, som længe tilbage har fungeret som skole for udviklingshæmmede børn og unge(dengang kaldt åndssvage). Det er et aktivitetscenter for udviklingshæmmede, med forskel i udviklingsniveauet. Afdelingen hvor Marianne denne morgen møder ind, har de bedst fungerende borgere der, som udgangspunkt er i stand til at klare sig selv. Her findes kreative værksteder, som summer af aktivitet, med strikning, maling af bl.a. træbiler, syning, keramik, filtning og andre kreative aktiviteter, som primært bliver solgt i deres lille lokale butik, der sælges til familie, venner og andre nysgerrige, og overskuddet går til den årlige julefrokost for borgerne og andet personale. Fysiske aktiviteter er også en stor del af Solhøj, som bl.a. har deres egen gymnastiksal og sanserum, der bliver brugt flittigt og jævnligt. Udover de faste planlagte aktiviteter, er borgerne også i stor grad selv med til at bestemme hvad der skal foregå på de enkelte dage, og hvilke projekter de ønsker at arbejde med, enten på enehånd, eller i samarbejde med andre pædagoger og borgere.

Klokken er 8 en tirsdag morgen i august, det er en dejlig sensommer dag, og solen er allerede godt fremme selvom det er tidligt på morgen. Kim står sammen med tre andre borgere, og en af de ansatte pædagoger på bostedet Bamsebo, og venter på den daglige bus til Solhøj aktivitetscenter. Kim har grundet weekend og en fridag mandag ikke været på aktivitetscenteret i et par dage. Det er tydligt at se, at han glæder sig og er meget spændt, for i dag skal han nemlig male videre på hans lastbilsprojekt, hvilket er en af Kims helt store fritidsinteresser. Kim er generelt en meget positivt og livsglad person, med kreative hænder og hovedet fuld af ideer. Han har i mange år haft en kæreste, en beboer på samme bosted, som er 54 år og dermed en del ældre end Kim på 47 år. Selvom Kim normalt er en rigtig glad person, har han til tider problemer med at styre sit temperament, bliver opfarende og udadreagerende. Det sker ved helt små ting, f.eks. hvis folk siger noget forkert til ham, eller om hans kæreste, eller at tingene ikke er som de plejer at være.

Marianne står og laver kaffe, klokken er blevet lige knap kvart i 10, og de fleste borgere har efterhånden indfundet sig på Solhøj, kun et par stykker er manglende. Borgerne har samlet sig inde i fællesstuen om det store runde bord. Solen skinner ind gennem de tre store bondegårdsvinduer og oplyser det ellers i forvejen hyggelige og meget lyse rum. Duften af kaffe har spredt sig til resten af huset, og de sidste borgere indfinder sig ved kaffebordet, hvoraf Inger, en fast deltagende gennem adskillelige år, er en af dem. Med i hænderne har Inger sit elskede strikketøj, som hun altid har med på Solhøj. Hendes allerstørste lidenskab er at strikke, og selvom Inger er en indadvendt person, er det noget af det der kan løsne lidt op hos hende. Inger sætter sig hurtigt på en af de nærmest stole, hun har generelt meget svært ved at gå og medbringer altid en rollator hvor end hun går hen. Marianne hælder hurtigt noget kaffe op til de nyankommne borgere, alt imens Magrethe tager i mod den sidste af dagens deltagende, Kim. Der går ikke længe før Marianne lægger mærke til Ingers strikketøj, og snakke går løs. De beslutter i fællesskab at starte et mindre projekt, hvor Inger skal strikke små Cirkelline-dukker til deres lille lokale butik. Marianne fører Inger hen til en stol ved vinduet inde i kreativitetslokalet ved siden af kaffestuen. Her er udsigt til de omkringliggende marker og godt med lys, så Inger bedre kan se at strikke.

Kim er lige blevet færdig med at drikke sin kaffe, i dag har han fået hele to kopper, så han er frisk og klar til at male videre på hans lastbilprojekt. Magrethe fortæller Kim, at han bare skal gå ind i kreativitetslokalet, så skal hun nok rydde af bordet for ham. Men inde i lokalet får Kim hurtigt øje på, at tingene ikke er som de plejer at være. Hans faste plads ved vinduet, med udsigt udover de omkringliggende marker, er i dag ikke tom, for her sidder Inger og er i gang med at strikke. Kim bliver straks meget hidsig, farven i hans ansigt ændres drastisk. Han begynder at råbe og går hen imod Inger, som stadig er uvidende om den situation hun befinder sig midt i. Kim griber hårdt fat i Ingers arm og begynder at råbe hende direkte ind i hovedet, på en lidt uforstående måde, at det er hans faste plads. Inger er først lammet af chokket over Kims udadreagerende opførsel, men griber hurtigt til sin ene strikkepind og forsøger at ramme Kim. Marianne udløser straks et skrig og forsørger at gribe fast i Kim, og tage ham væk fra Inger. Magrethe kommer farende ind fra kaffestuen, og de to vikarer får Kim væk fra Inger og holder ham fast i forsøget på at berolige ham.